En markant idrætspersonlighed i Ringsted kan i år se tilbage på 50 år i boksesporten.
PORTRÆT: Boksesporten har været en stor del af Svend Aage Jørgensens liv gennem 50 år.
Gennem de mange år som leder har han besøgt næsten alle lande i Europa, mange i Nordafrika, Rusland, Kina og Sydkorea.
- Min far havde en fætter, der boksede. Fætteren var mekaniker og en dag var jeg oppe på værkstedet i Birkerød, hvor han på en bil demonstrerede, hvordan han havde lavet et sidestep i bokseringen. Det blev jeg så betaget af, at jeg, 17 år gammel, meldte mig ind i Hørsholm Bokseklub. Det var i 1962, mindes Svend Aage Jørgensen.
Han var uddannet kommis og kom til Ringsted i 1963, fordi han var blevet ansat hos Hauge Sko, som lå der, hvor Zjoos ligger i dag.
- Jeg kendte ikke et øje i Ringsted, så jeg meldte mig ind i Ringsted Bokseklub, hvor man modtog mig med åbne arme. Jeg fik hurtigt mange venner, blandt andre Erik "Stump" Pedersen og Christian Christensen som jeg er ven med den dag i dag, fortæller han.

